Om Helt Unik – DIY/Gør det selv

Fyld kreativiteten med de rette værktøjer for “gør det selv” projekter

”…Uhhh…der står et bord ude på vejen til storskrald! Hmmm…kan jeg have det i bilen? Kan jeg friske det op til at bruges igen? Hvilken farve….? ” – Er det også tanker du har haft når du kører forbi f.eks. brugte møbler der er sat ud på vejen til afhentning? Hvis ja – jamen så har du det ligesom mig 😊

Jeg hedder Lene Wøhlk, og jeg har i over 30 år været det man måske kan kalde en ”kræmmer”. Ikke fordi jeg samler specielt mange ting (ikke mere i hvert fald), men fordi jeg altid har svært ved at bare lade gode ting gå, hvis det stadig kan bruges. Især møbler og boliginteriør.

Måske startede det hele dengang jeg flyttede hjemmefra som 17.årig, og på samme tid solgte mine bedsteforældre deres hus (en gammel skole). I den forbindelse havde de rigtig mange møbler og lamper mm., som de ikke kunne have med, og når man er ung i uddannelse, så hænger pengene ikke på træerne. Så jeg var hurtig til at samle de ting som de ikke selv kunne bruge. En fed divan, spisebord med stole, skrivebord, skænke og skabe, små borde – ja hurtigt havde jeg faktisk de fleste møbler jeg havde brug for i min lille lejlighed.

Møblerne fulgte mig – også da jeg mødte min mand. Men nu begyndte de tunge og mørke møbler at rumstere lidt, da de jo ikke passer til et ellers moderne hjem – og det var her jeg første gang begyndte at male de gamle møbler – igen fordi jeg synes at det er ærgerligt at smide gode ting ud. Det sparer også på pengepungen og på miljøet.

Sidenhen er nogle af møblerne blevet solgt, eller foræret til andre i familien….men nye ”gamle” er kommet til. Jeg har sammen med min mand renoveret 3 huse, og også her er kreativiteten blevet brugt. Gamle trapper er blevet malet, badeværelser malet og frisket op, og mange vægge har selvfølgelig også fået ”rullen” med mange sjove farver og teknikker undervejs. Jeg har derfor også igennem de mange år med DIY – prøvet mange forskellige mærker og teknikker, og med den erfaring som jeg har i dag, kan jeg rådgive og vejlede mine kunder på bedste vis.

I 2016 blev jeg forhandler af kalkmaling, og i 2017 åbnede jeg min første butik med brugskunst, delikatesser og ”brugte” møbler. Der gik ikke lang tid før jeg ikke havde flere møbler i butikken, så jeg valgte at lukke den, da den var ret lille, og flytte produktionen af møbler hjem i stedet. På det tidspunkt boede vi på en meget stor ombygget gammel skole fra 1860, og her holdt jeg til, indtil vi i 2021 solgte huset, da vores børn var flyttet hjemmefra, og huset blev for stort til min mand og jeg, og vores 2 hunde.

Vi har nu fundet et fantastisk hus på Midtsjælland, og med hensyn til det kreative og møbler, så holder jeg til i Kværkeby i Ringsted. Her har jeg butik, værksted og showroom, og har stadig kalkmaling, og andre produkter til ”Gør det selv” ideerne. Her har jeg mulighed for at udfolde kreativiteten – og også afholde kurser for dig og andre kreative sjæle, der elsker DIY, ”gør det selv” og håndlavet kunst.

Når jeg brænder for at friske brugt boliginteriør op, er det fordi jeg også synes at ”vi” smider for meget ud. Selv brugte Ikea-møbler kan blive fantastiske. Det varmer mit hjerte, når jeg har lavet et møbel, som jeg selv er blevet glad for, og der så kommer en kunde der bliver lige så begejstret for det. Så har jeg følelsen af, at jeg lige har reddet en lille del af vore natur og miljø. Det bliver jeg glad af.

Du er altid velkommen til at komme forbi – der er kaffe på kanden. Og måske har du lyst til at male et af dine egne møbler – så finder vi også plads til det.

Så – lad os være kreative sammen!

Jeg glæder mig til at møde dig, uanset om du er erfaren på DIY eller nybegynder. Vi kan helt sikkert inspirerer hinanden.

"Gør det selv/DIY" collage - Kalkmaling m.m.
Plastik Nej Tak mærket